BRØDRENE HARTKOPP – DANMARKS BEDSTE SURFERE
November 3, 2023Hej drenge! Stor fornøjelse at følge med på sidelinjen i jeres surfkarrierer, dels fordi i begge ripper, men også fordi i begge har nogle fede ting kørende, som man ikke har set før i den danske surfscene. Lad os prøve at gå lidt tilbage og se på hvad der var der gjorde at i begge står hvor i står i dag, nemlig som nogle af Danmarks absolut bedste surfere.
Hvornår begyndte i at surfe, samt hvor og hvilke spots er i vokset op med? OLIVER – Hmm, jeg begyndte nok at surfe da jeg var 9 eller 10, men det var ikke før jeg blev 11 eller 12 år at jeg begyndte at tage det mere seriøst. Vi er jo begge vokset op på Nordkysten af Sjælland, i et lille surfcrew som alle delte den samme passion for at finde de bedste bølger, efterhånden som tiden gik, fandt vi ud af at der var mange rigtige gode surfspots, både på Sjælland, men også i Sverige. CHRIS – Jeg har surfet i 12 år. Det startede på en familietur til de kanariske øer, hvor jeg surfede for første gang, som 13 årig. Derefter gik det kun en vej – mere vil have mere. Chris, du er storebror, vil det så også sige at du altid har taget dig af din lillebror ude i bølgerne, eller har i udfordret og konkurreret med hinanden lige fra starten af? CHRIS – De sidste par år vi konkurreret lidt, men jeg har jo boet i Portugal de sidste par år, så det ikke tit vi ses til konkurrencer mere. Men jeg skal med til DM surf Tour i år i start september, så der ses vi og skal konkurrerer for første gang i lang tid. Glæder mig!
Oliver, hvordan opfatter du dine forudsætninger som surfer i Danmark, med en storebror der altid har været ældre, mere erfaren og formentlig og presset dig i din surfing? OLIVER – Jeg prøver meget at presse mig selv så meget som muligt, min bror bor jo Portugal og jeg i Klitmøller, så vi får ikke surfet så meget sammen mere, som da vi begge boede hjemme. Men ja, han har altid presset mig, hvilket kun har været godt, er glad for at jeg har haft en bror som har været ældre og som har kunne hjælpe mig.
Hvordan var surfscenen på Nordsjælland i jeres opvækst? OLIVER – Det sjove er at surfscenen I Nordsjælland faktisk er ret gammel, dengang min bror og jeg startede var der mange, som allerede havde surfet meget på Sjælland. Men det var jo en tid uden de sociale medier, så folk kendte ikke rigtigt til det. Mange af dem som gjorde det var windsurfere, som var ude når der ingen vind var, men et clean swell. Det er også mange af de gutter som tog mig og min bror under vingerene og viste os nye spots og gav os råd til hvor og hvornår de forskellige steder fungerede godt. Meget af vores tid brugte vi også inde i DARKBLUE BOARDSHOP i Helsingør, hvor vi kunne snakke om surfing i timer med Henrik, som også tit tog os med på tur. Surfscenen var lille og ukendt i forhold til andre steder i verden, og det er den stadig, selvfølgelig den er voksende. Men det er ikke ”your everday surfscene” med palmer, groundswell, sandstrande og varmt vand, hvilket også er med til at gøre det fedt!
Kan man opnå jeres niveau blot ved at surfe vindbølger i Nordsjælland, eller hvad har gjort at i har nået det niveau i har nået? CHRIS – Surfing i skandinaven og Danmark kan være helt fint til tider. Dog mest på hobby plan, hvis man vil på top niveau og surfe internationale konkurrencer kræver det mere. Man skal ud og surfe og konkurrer med de allerbedste, hvor man dermed kan lære noget af dem som netop er på det højeste niveau. Jeg har derfor valgt at bosætte mig i Portugal, Ericeira, hvor jeg har mulighed for dagligt at surfe sammen og imod nogle af Europas bedste surfere.
Lad os kigge på jeres nuværende situation; hvor befinder i jer til dagligt, hvad laver i, hvor surfer i? OLIVER – Jeg bor i Klitmøller, det er her jeg har min base og her hvor jeg arbejder om sommeren. Det har været min ”proving ground” de sidste 4 års tid, hvilket har hjulpet min surfing rigtig meget. Lige pt, er jeg i genoptræning med en hofte, men jeg regner med at være tilbage snarest stærkere end før! CHRIS – Jeg har boet i Portugal Ericeira siden 2014, Europas bedste kyst for surfing efter min mening, vi har alt lige fra point-breaks til Big Waves, til små beach breaks og reefs, der er er det hele hernede!
Chris, du har opnået nogle ret vilde resultater i årene nede i Portugal – hvad har været højdepunktet i 2016 indtil videre? CHRIS – Det forgangne år har været det bedste år i min surfkarriere, højdepunktet var da jeg vandt FPS regional Tour i foråret. Det var jeg meget glad for og stolt af. Jeg er jo opvokset i Danmark, så bare det at kunne kommer hertil Portugal og oven i købet klare mig godt i surfkonkurrencerne er et stort mål for mig. Oliver, du har været ude med en skade i en periode, hvad skete der og hvornår er du klar til at surfe og stille op i konkurrencer igen? OLIVER – Ja, blev opereret tilbage i april på grund af noget ekstra knogle i min hofte der skulle fjernes. Det var noget som have opbygget sig under meget motion og belastning i en ung alder og op i gennem voksealderen. Det havde så også ødelagt noget af min brusk i hoften, men efter min operation, burde alt være fikset og klar igen. Regner med at være tilbage til de 2 sidste stops på den danske surftour til efteråret. Men jeg må se tiden an, hvis jeg har brug for længere genoptræning må jeg det. Heldigvis kan jeg bodyboarde og SUP, så det er okay indtil videre.
Chris, hvad skal der ske med Christoffer Hartkopp og hans surfkarrierer i 2016 og fremover? CHRIS – Jeg håber på flere gode resultater på Den Portugiske National Tour, samt WSL (WQS touren i Europa) og så rammer surfing de olympiske lege 2020. Så har da et nyt mål om at repræsentere Danmark ved et OL, indtil videre må vi vendte og se om hvordan kvalifikationen foregår. Jeg klar til kamp! Samme til dig Oliver, hvor er du om ét, to, tre år? OLIVER – Regner med at jeg stadig surfer en masse konkurrencer rundt omkring i Europa, derudover vil jeg også gerne på en masse ture og finde nogle nye bølger. Har nogle planer som jeg godt kunne tænke mig blev til realitet, så dem håber jeg at jeg få udrettet en dag. Men ja, ser mig selv surfe bedre end nu, surfe større konkurrence, få bedre resultater og måske begynde at leve lidt af min surfing. Glæder mig til at se hvad fremtiden har at byde på, specielt med den voksende surfscene i Skandinavien og surfing i OL 2020.
Kan vi afslutte med lidt broder-love; hvad er bromands bedste surfmanøvre – hvad frygter du mest næste gang i ses finalen? OLIVER – Hmm, Chris har altid været godt til at lave en masse ”explosive” manøvre og airs, så dem frygter jeg altid når vi surfer konkurrencer sammen. Men har selv et par tricks dialed-in, så mon ikke det bliver en god battle, næste gang! 😉 CHRIS – Oli’s baghånd er stærk! Nu må vi se om det nok – vi kommer til at battle til DM surf Tour d. 3-4 september i Hvide Sande. Bliver sjovt! ☺ Du kan følge brødrenes rejser på Instagram: Hartkopphartknocks og Olihartkopp.