10 ting du skal vide, når du lærer at surfe
July 5, 2023Surfing er meget mere end bare at finde et board og hoppe i bølgen blå. Surfing er også regler, etikette, og sikkerhed. Alle tre aspekter skal du lære før du går i vandet. Denne liste giver dig de 10 vigtigste tips enhver begynder burde vide!
Det er ingen hemmelighed at surfing er en svær sport. Nogle vil endda påstå at surfing er en af de sværeste sportsgrene der findes. Det er ikke muligt at springe over hvor gærdet er lavest, når du skal lære at surfe. Det er både mentalt og fysisk krævende, samtidig med at du ikke har kontrol over forholdene i vand og vejr. Havet har stærke kræfter og kan være skræmmende selv for erfarne surfere. Derfor er det vigtigt, at du bliver bekendt med de forskellige sikkerhedsråd i vandet, så du passer på dig selv og andre omkring dig. Hvis du ved hvad skal gøre, og hvad du ikke skal gøre, bliver du mere selvsikker i vandet og naturligt vil du få en bedre oplevelse.
1. Træn dine svømmeevner
Hvis du vil øge din sikkerhed i vandet, er det ikke nok at stole på sit surfboard som livline. Hvis du mister boardet i vandet, skal du selv kunne komme i sikkerhed. Derfor er det vigtigt at du er en stærk svømmer. Svømmetræning i en pool kan være en god ide, men det kan ikke helt sammenlignes med forholdene i havet, hvor strøm og bølger gør det mere udfordrende. Det er derfor bedre at svømmetræne i havet, hvis du har mulighed for det. På den måde er du bedst forberedt, hvis der skulle ske noget.
2. Kend din grænse
Husk at havet vil altid være stærkere end dig, ligegyldigt hvor lang tid du bruger i fitnesscentret eller poolen. Undgå at padle ud, hvis du synes det ser for voldsomt ud. Hav tålmodighed med dig selv, når du lærer at surfe. Det kan være fristende at presse sig selv ud over sine grænser for hurtigt, og derfor er det vigtigt at du husker at lytte til din krop. Det er altid det rette valg at padle tilbage til stranden, hvis du begynder at blive træt eller ufokuseret. Der vil altid være bølger til den næste surf session.
3. Det tager tid at lære at surfe
Lad vær med at miste håbet, selvom du ikke formår at stå op på boardet til din første surf lektion, eller hvis du ikke kan fange dine egne bølger efter en uge. Surfing er en svær sport, som tager tid at lære. Hvis du allerede er realistisk omkring den lange process, tager det presset fra dig og du kan slappe af i vandet. På sigt skal du nok blive bedre, så længe du bliver ved med at øve dig!
4. Læs surf reporter, for at blive bekendt med forholdene i vandet
Det er en god ide at lave lidt research, før du padler ud i vandet, så du er sikker på hvor du skal tage ud og surfe og hvornår. Du kan læse surf reporter gennem apps som Surfline og Windguru.
Se denne blogpost, for at lære hvordan man læser surf reporter og hvilke hjemmesider du kan bruge for at tjekke bølgeforhold.
5. Kend de vigtige sikkerhedsråd i vandet
Ved blot at vide, hvad der ofte kan ske i havet, og hvad du skal gøre, hvis det sker, vil du føle dig mere sikker og tryg i vandet. Der findes nogle sikkerhedsråd, som er vigtige at huske på for at undgå fare for dig selv og dine med-surfere i vandet:
Som begynder er det klogt at holde dig til spots som passer til dit niveau, samtidig med det er klogt at undgå spots, hvor der er for mange surfere.
En typisk skade i surfing, sker når du rammer dit eget board, efter at være faldet af det. Derfor er det vigtigt at du beskytter dit hovede med dine arme, og prøver at falde så langt væk fra boardet som muligt.
Hold dig væk fra impact zone (brændingen), hvor bølgerne er mest voldsomme lige før de bryder. Hvis du bliver fanget her, kan strømmen trække dig ned mod havbunden i længere tid. Undgå det, ved at padle mod white water (mod stranden), så snart du føler dig fanget.
Hold en god afstand til andre surfere omkring dig, så chancen er mindre for at I rammer hinanden i vandet.
Husk de nødsignaler din surfinstruktør viser dig, når I gennemgår teori på land. Du ved aldrig hvornår du får brug for dem.
Når du er på vej mod stranden efter din surfsession, må du aldrig paddle imod strømmen i et revle- eller hestehul. Strømmen fører dig hurtigt ud til havs, og kan kun hjælpe dig med at komme forbi brændingen, men ikke tilbage. Det kræver en masse energi at padle imod strømmen og selv erfarne surfere har svært ved at kæmpe imod. Hvis du er fanget i et hestehul, må du ikke panikke. De er oftest kun 10-20 meter bredde, så hvis du padler langs kysten, er du hurtigt i roligt vand igen.
Aldrig surf uden en leash.
Find et punkt på stranden når du starter din surf session. Det kan bruges som reference, for at tjekke hvor langt du er drevet væk med strømmen i vandet.
6. Vær rolig
Som begynder kan det være en overvældende oplevelse at have sine første surflektioner. Hvis ikke du er vant til bølger, kan det skabe lidt panik, når du bliver vasket og ramt af bølger i hovedet. Som begynder er det også nemt at panikke, hvis du er fanget i et hestehul. Med det sagt, skal du altid huske på at forblive rolig, så sker der ingenting. Når du panikker, kan du hurtigt miste kontrol over din vejrtrækning, som gør oplevelsen skræmmende. Derfor skal du være istand til at bevare roen. En god måde at forberede sig på, er ved at meditere eller lave vejrtrækningsøvelser.
7. Følg surf etiketten og reglerne
Hvor fristende det end måtte være, kan du ikke bare hoppe i vandet og opføre dig som du har lyst til. Der findes regler, som du er forventet at følge i vandet for at undgå ulykker. Hvis du ikke vil stjæle showet til den næste kook-of-the-day video, anbefaler vi at følge disse gyldne regler i vandet:
Respekter prioritetsreglen og hvem der har ret til bølgen
Lad vær med at droppe ind på andre surfere (tage bølgen efter den er fanget af surfer med prioritet)
Lad vær med at snake (stjæle bølgen ved at padle rundt om en surfer, der har prioritet)
Undgå chicken dives, det vil sige lad vær med at giv slip på dit board i vandet, når du skal passere en bølge.
Undskyld når du tager fejl, vær venlig og kommunikér
Du lærer kun hvis du fejler. Hvis dit drop-in ikke var med vilje, kan de erfarne surfere ofte gennemskue det. Brug din fornuft, lær reglerne og vær respektfuld mod dine med-surfere i vandet.
Se denne blogpost for mere om surf etikette og etik .
8. Respektér de lokale surfere og de lokale regler
En person som har surfet det samme sted i lang tid er ofte defineret som en lokal. Til tider har de lokale deres egne regler i vandet og det er vigtigt at acceptere disse regler. Alt efter hvordan stemningen er ved det specifikke surfspot, kan de lokale surfere være mere eller mindre indbydende for fremmede. En simpel tommelfingerregel at huske på, når du tager på surf-ferie, er at du ikke er hjemme.
Så tag et skridt tilbage og observér hvordan de lokale opfører sig i vandet. Nogle af de lokale har nok surfet det spot siden de var helt små, og deres bedsteforældre har måske gjort det samme. Derfor er det naturligt at de gerne vil beskytte stedet. Hvis du følger reglerne og viser respekt, vil du højst sandsynligt blive respekteret af dem. Hvis ikke du respekterer de lokale surfere, bliver det en knap så sjov oplevelse, som også kan gå hen og blive en farlig situation. I sidste ende, er vi her alle for at have det sjovt.
9. Pas på naturen
Nu er du blevet klogere på hvordan du passer på dig selv og dine med-surfere. Men du skal også huske at vise respekt til den natur der omgiver dit surfspot. Saml dit affald op efter dig, undgå at bruge solcreme med kemikalier, som kan skade hav eller rev og vær forsigtig, hvis du er så heldig at se dyr i vandet.
10. Lær at surfe med en surfskole
Virker alle tips og regler lidt uoverskuelige nu? Ingen grund til panik. Hvis du lærer at surfe med hjælp fra en erfaren ven eller surfinstruktør fra en surfskole, vil du få hjælp til at huske det hele i vandet. Din surfinstruktør passer på dig, ved hvilke spots du kan surfe og hvordan du skal læse bølgerne. Du lærer også den rette teknik med det samme, som sørger for at du bliver bedre på kortere tid. Vigtigst af alt er det sjovere at være to i vandet end alene! Hvis du lærer at surfe hos en surfskole møder du også en masse andre begyndere, som kan blive nye venner. Husk på at en stor del af surfing er det miljø det skaber!
Pas på dig selv og nyd havet!
Nu kender du 10 vigtige tips, der holder dig sikker i vandet. Vil du vide mere? Se denne blogpost for at lære hvilket board du skal surfe og 19 andre tips for begyndere.
NEWSLETTER